Medusa var en af gorgonerne i den græske mytologi. Hendes hoved endte på den græske gudinde Athenes skjold. Mange kender figuren på hendes hår, der består af slanger.
Medusa var datter af Phorkys og Ketos. Derudover havde hun to søstre, men hun var den eneste dødelige af de tre gorgoner.
Oprindeligt var Medusa en køn ung pige, men da Poseidon forgreb sig på hende i Athenes tempel, blev gudinden så fornærmet, at hun forvandlede den mishandlede pige til et uhyre med slangehår.
Medusa blev dræbt af den berømte græske sagnhelt Perseus. Perseus havde lånt en dølgehjelm af guden Hades. Når han tog den på, blev han usynlig. Desuden lånte han gudinden Pallas Athenes blanke skjold. Derefter red han til verdens ende og fandt Medusa. Hun kunne ikke se ham, fordi han var usynlig, men hun kunne høre, hvor han var. Perseus brugte Pallas Athenes skjold som spejl. På den måde kunne han se Medusa uden at blive til sten. Hurtigt trak han sit sværd og huggede hovedet af hende.

Græsk mytologi består af en række historier, der tilhørte de gamle grækere. De omhandler deres guder og helte, hvordan verden fungerer og hvordan religionen er opstået. Moderne forskere refererer til myterne og studerer dem i et forsøg på at kaste lys over de gamle grækeres religiøse og politiske institutioner og for at få en forståelse for mytedannelsens natur.
Den græske mytologi kommer til udtryk i en stor samling af fortællinger og i kunst som vasemalerier. Fortællingerne blev oprindeligt fortalt fra mand til mand. I dag kendes de primært fra nedskrevne værker. De ældste kendte litterære kilder er de episke digte Iliaden og Odysseen af Homer, der fokuserer på begivenheder omkring den Trojanske krig. To digte af Homers næsten samtidige Hesiod Theogonien og Værker og dage, der indeholder optegnelser om verdens fødsel, arvefølgen af guddommelige herskere, rækkefølgen af menneskealdre, oprindelsen til menneskelig klage og oprindelsen til ofringer. Myterne er ligeledes kendt fra de Homeriske hymner, i fragmenter af episke digte af den Episke cyklus, i lyriske digte, fra tragedierne fra det 5. århundrede f.Kr., i tekster fra lærde og digtere fra den hellenistiske tid og fra forfattere fra Romerriget, som for eksempel Plutark og Pausanias.
De store udgravninger af mykenske og minoiske fund har hjulpet til at besvare mange af de spørgsmål, der har været stillet om Homers historier og har fremskaffet beviser på mange af detaljerne i myterne om guder og heroer. Græsk mytologi blev afbildet på kult(ur)genstande: Geometrisk dekoration på keramik fra det 8. århundrede f.Kr., som bl.a. viser scener fra den trojanske krig og Herakles' tolv arbejder. I de følgende arkaiske-, klassiske- og hellenistiske-perioder supplerer de homeriske og andre mytologiske scener de eksisterende litterære vidnesbyrd.[1]
Græsk mytologi har haft en omfattende indflydelse på den vestlige civilisations kultur, kunst og litteratur og vedbliver at være en del af vestlig arv og sprog: Den er en del af børnelærdommen. Digtere og kunstnere fra oldtiden har fundet inspiration deri, og de mytologiske temaer har givet relevans og vigtighed.[2

Guder og gudinder
Adonis, Afrodite, Apollon, Ares, Artemis, Athene, Boreas, Demeter, Dike, Dionysos, Dione, Eileithyia, Eos, Eros, Eris, Faeton, Gaia, Hypnos, Hades, Hefaistos, Hekate, Helios, Hemera, Hera, Herakles, Hermes, Hestia, Hybris, Hypnos, Iris, Kronos, Morfeus, Nemesis, Nereus, Nike, Nyx, Persephone, Pan, Poseidon, Rhea, Selene, Thanatos, Thetis, Triton, Uranus, Zefyr, Zeus.

Helte
Achilleus, Ajax, Bellerofon, Charon, Filoktetes, Hektor, Herakles, Jason, Odysseus, Orfeus, Orion, Peleus, Pelops, Perseus, Theseus, Ødipus,Atlana.

Fantastiske væsener
Karybdis, Chimaira, De hundredarmede, Dryader, Føniks, Gorgonerne, Griff, Hydra, Kentaurer, Kerberos, Kraken, Kykloper, Meliader, Mænader, Minotauros, Najader, Nereider, Nymfer, Pegasus, Python, Satyrer, Skylla, Sirener, Sylfider, Polyfem og Tyfon.

Titaner
Atlas, Koeus, Helios, Hyperion, Iapetos, Kronos, Leto, Metis, Mnemosyne, Pheobe, Prometheus, Rhea.

Sagnkonger
Agamemnon, Laios, Menelaos, Midas, Minos, Priamos, Sisyfos, Tantalos, Tyndareos.

Pan er hyrdens og dyreflokkens gud, og gud for bjergenes liv og den vilde jagt, i græsk mytologi. Han kendes let på sine bukkeben (fra livet og ned har han kraftig, ofte mørk, pels over benene, der ligner en geds), på sine to små horn i panden, på sit ofte drilske væsen og ikke mindst på sit instrument, panfløjten.
Pan associeres ofte med det drilske element, der ofte hverken kan betegnes godartet eller ondsindet. Det virker ofte som om Pan skaber ulykker for underholdningens skyld.
Tillige har Pan næsten altid en kraftig erotisk eller seksuel betydning; han er i mytologien kendt for at have forført adskillige kvinder, herunder både mennesker og guder. I visse fortællinger fik Pan sin fløjte, da han forfulgte nymfen Syrinx, indtil hun ikke kunne se anden udvej for at undslippe ham end at forvandle sig til siv langs floden Ladon. Af disse siv gjorde Pan sig herefter sin fløjte.
Pan adskiller sig fra de andre græske gudeskikkelser ved at være den eneste, mytologien selv erklærer for død. Til trods herfor tilbedes han stadig af mange hedenske trosretninger i dag, lige så ofte under navnet "den hornede gud" som under sit eget navn

Ares er krigens gud i græsk mytologi og var Afrodites elsker. Han skulle være en dygtig kriger og strateg, og nævnes blandt de modigste og stærkeste guder på Olympen. Sagn om ham fortæller at han forede sin seng, med huden fra sine faldne fjender.Han var også bror til Hefaistos. De to brødre var heras eneste sønner. Hans symbol var gribben.

Ares er krigens gud i græsk mytologi og var Afrodites elsker. Han skulle være en dygtig kriger og strateg, og nævnes blandt de modigste og stærkeste guder på Olympen. Sagn om ham fortæller at han forede sin seng, med huden fra sine faldne fjender

Hefaistos er i græsk mytologi smedenes gud. Han var søn af Hera, som har bragt ham til verden uden Zeus's hjælp, da hun var vred over omstændighederne vedrørende Athenes fødsel. [1] Han blev født som krøbling og blev smidt ned fra Olympen af Zeus, der afskyede ham. Han landede i havet og blev samlet op af havnymfen Thetis, mor til Achilleus.
Hefaistos var en af de mest elskede guder, fordi han blandt andet var hjælpsom og retfærdig. Han var gift med Afrodite, men nok ikke videre lykkelig, da hun var ham utro med Ares. Og så var det også ham der smedede lyn til Zeus.

Afrodite
Elskovens gudinde i græsk mytologi. Datter af Zeus og Dione. Afrodite er symbolet på skønhed og sødme. Hun er meget forførerisk og det går fra tid til anden ud over dødelige og guder.
Afrodite giftede sig først med smedenes gud Hefaistos, men blev tiltrukket af krigernes gud, Ares. Da hun bliver taget på fersk gerning i sin egen seng med Ares kræver Hefaistos skilsmisse.
Afrodite bliver senere uformelt gift med Ares. Afrodite og Ares får sammen sønnen Eros.
Ikke at forveksle med kærlighedens gudinde. Dette hverv varetages netop af guden Eros

Demeter (gr. "ΔΗΜΗΤΡΑ", Demetra) var datter af Rhea og Kronos, og således søster til ares
Hun er korngudinde og beskytter af landbruget.
Demeter betyder moder, og derfor tyede hendes navn som jordens moder. Selvom myten lægger vægt på moderbegrebet, lægger den dog ikke vægt på moderbegrebet til jorden, men moderbegrevet i forhold til hendes datter; Kore. Demeters forhold til sin datter var så tæt (intimt), at de ofte blev kaldte for ”gudinde parret”. Demeter var et slags kvindeidol som havde noget med det gamle agerbrug at gøre. Demeter ~ Kamyne. Hun er knyttet til jorden, det fremgår af hendes tilnavn i Olympia, der hed hun Kamyne som betyder den jordiske. Demeter blev accepteret i den olympiske gudekreds som jordisk. Mens Demeters datter derimod blev udskilt fra moderen og blev underjordisk. Demeter ledte i adskillige dage efter sin elskede datter, indtil Solguden Helios fortalte hende hvor hendes datter var. Da han fortæller hende sandheden, bliver hun meget skuffet over Zeus’s medvirkende. Hun beslutter sig for ikke at opsøge Olympen nogen tid. Hun sidder trist ved en brønd, hvor 2 kongedøtre byder hende velkommen i deres hus. Her hjælper hun med at passe den spæde kongesøn, og én af kongedøtrene får hende til at smile igen. Det menes at Demeter giver drengen evnen til at få kornet til at gro. Demeter er så glad for den lille dreng, at hun vil gøre ham udødelig, men drengens mor ser en aften dette, og bliver forskrækket. Demeter befaler herefter beboerne i Eleusis at bygge et tempel og dyrke hende dér. Demeter er stadig ikke forsonet med de olympiske guder og hun har ej sin datter endnu. Hun strejker, dvs. hun gør så intet korn vil spire. Det medfører at folk sulter, så griber Zeus ind og sender guder ned for at tale hende til fornuft. Da det ikke hjælper, sender han Hermes til Hades for at hente Demeters datter. Dette sker så, men datteren vil aldrig kunne glemme dødsriget, fordi hun spiste af granatæblet fra Hades.  moder og datter forenedes endeligt. Og straks voksede kornet igen. Da datten Kore havde spist af granatæblet(blev del af dødsriget), kunne hun kun leve 2/3 af sit liv i Olympen. Og 1/3 i dødsriget, mens alle andre guder lever hele deres liv i Olympen.

Hermes er handelens/købmændenes - og tyvenes - gud i græsk mytologi. Hermes' symbol er enten bevingede sko eller en vinget stav, ofte omslynget af slanger. Derudover ses han ofte med en heroldstav.
Hermes var søn af Zeus og nymfen Maia. Han kom til verden i en hule i Arkadien, hvor hans moder boede. Her opfandt han lyren ved at spænde fåretarme over et skildpaddeskjold. Hermes var tyvenes gud, han prøvede bl.a. at stjæle Apollons kvæg. Men Helios, der ser alt, fortæller det til Zeus, der får rettet op på tingene. Apollon laver dog en byttehandel med Hermes, der giver Hermes kvæget, hvis Apollon får hans lyre. Derfor er Apollon musikkens gud. Omvendt er Hermes også hyrdernes og hjordens gud.
Han var far til Pan og Hermaphroditos.
Hermes var hersker over planeten merkur og den kaldes derfor også "det syv-foldige-lys" fordi merkur modtager 7 gange så meget lys, som dens nærmeste nabo, Venus.

Athene er visdommens gudinde i græsk mytologi.
Skytsgudinde for byen Athen.
I græsk mytologi var Athene visdommens gudinde. Hun var desuden skytsgudinde for byen Athen. Også datter af Zeus, og hendes fødsel var anderledes end andre fødsler, da hun kom ud ad Zeus' hoved (eller lår, afhængig af mytologisk tradition). Faktisk også søster til Ares.
Hun fremstilles som ung kvinde i krigsudrustning, med spyd, hjelm og et skjold prydet af et gorgonhoved (vrængende kvindehovede med hugtænder). Gorgonen på Athenes skjold hedder Medusa.
I Iliaden hjalp hun Achilleus til at besejre Hektor[1].

Poseidon er havets gud i klassisk græsk mytologi.
Hans navn forekommer allerede i mykensk tid på Linear B-tavler; disse skrifttavler omtaler ham et par gange og er praktiske dokumenter. Poseidon omtales også som Ennosigaios ("Den som ryster jorden")
I den klassiske litteratur (efter Homer) er han bror til Zeus og Hades. De tre delte verden mellem sig, således at Hades fik underverdenen, Poseidon fik havet, og Zeus fik himlen og kongeværdigheden. Poseidon bor på bunden af havet.
Poseidon er også gud for jordskælv. Når jorden skælvede, var det enten Poseidons heste, der stampede eller Poseidon selv, der slyngede sin trefork ned i jorden.
Gudens attribut treforken (græsk triaina / triodus, latin tridēns, heraf eng. trident) er en lyster, et ålejern, dvs. et fiskeredskab: den midterste tand spidder fisken, mens de to yderste holder den fast

Persefone er underverdenens gudinde og datter af Zeus og Demeter i den græske mytologi. I visse sammenhænge benævnes hun Kore, som betyder pigen. Hun bliver bortført af Hades i Demeterhymnen. Hun skal ifølge sagnet opholde sig 1/3 af året i underverdenen hos Hades og 2/3 af året sammen med de andre guder - især sin mor. Persefone er i kraft af at være Demeters datter ofte symbol for korn.
Persefone svarer til Proserpina i romersk mytologi.Hun er datter af Zeus og Demeter.

Hades var søn af Kronos og Rhea og dermed broder til Zeus og Poseidon. Da Zeus havde besejret den tyranniske fader, delte de tre brødre verden imellem sig, således at Zeus fik himlen, Poseidon havet og Hades underverdenen.
Hades blev gift med Persefone, Demeters datter, som han røvede. Persefone skulle efter aftale være hos sin mand i vintermånederne og ellers hos sin moder. Demeter er agerbrugets gudinde, og Persefone symboliserer kornet, der jo er skjult under jorden en tid. Historien spillede en vigtig rolle i de eleusinske mysterier.
Fordi Hades var konge over dødsriget, var hans navn forbundet med frygt. Det er derfor, han har fået eufemistiske tabunavne som "den rige" (Pluton), "den navnkundige" (Klymenos), "den rådsnare" (Eubuleus) og "den gæstfrie" (Polydegmon).
[redigér] Dødsriget
Det græske dødsrige Hades svarer ikke til det kristne helvede. Det er ikke et sted, som de onde sendes til efter døden som en straf for de synder, som de begik i livet. Det svarer heller ikke til de kristnes himmel. Hos Homer beskrives Hades som et trist sted, hvor sjælene lever et evigt skyggeliv uden alt det, der bragte glæde i jordelivet.
En del myter fortæller om heltes nedfart til dødsriget (græsk katabasis): Herakles, der som en af sine mange opgaver skulle stjæle dødsrigets trehovedede vagthund Kerberos, Theseus og Peirithoos, der ville stjæle Persefone, Orfeus, der ville hente sin døde hustru Eurydike tilbage til livet og Odysseus på sin omflakkende rejse hjem fra Troja. Grækerne og romerne fortalte, at der var nedgange til dødsriget mange steder. Fx Tainaros på de sydlige Peloponnes og igennem søen Avernus nær Cumæ.
De døde sjæle kom til dødsriget ved at krydse den mytiske flod Acheron, som de blev sejlet over af færgemanden Charon. Han krævede en takst på én obol, og det var derfor en udbredt skik i oldtiden at placere en sådan mønt under tungen på de døde, der ikke skulle stå uden penge til billetten. Ellers kom de til at stå for evigt på den anden bred. Vejen ud var spærret af vagthunden Kerberos, der var venlig, når nogen trådte ind, men bidsk, når de ville ud.
Der var fem floder i Hades: Acheron, Kokytos, Flegethon, Lethe og Styx. I den sidste flod blev Achilleus dyppet af sin moder Thetis for at give ham usårlighed.
Guderne sværger ved Styx.
Grækerne kunne ikke finde trøst i det triste dødsrige, og der opstod populære mysteriereligioner, der tilbød udfrielse fra denne fortabelse. De orfiske mysterier lærte, at de døde skulle undgå at drikke af Lethe ("glemselen") og i stedet drikke af søen Mnemosyne ("erindring"), hvorved de blev udfriet. Man begyndte også at forestille sig, at der sad tre dommere i dødsriget, Minos, Rhadamanthys og Aiakos, der sendte de onde til Tartaros (egentlig fængslet for de tyranniske guder i den gamle mytologi) og de gode til de elysiske sletter eller de saliges øer.

Hestia var arnens gudinde i græsk mytologi og datter af Kronos, og således søster til Zeus. På latin hedder hun Vesta.

Dionysos var vinens og ekstasens gud i græsk mytologi. Han var søn af Zeus og den jordiske kvinde Semele, datter af gudinden Harmonia, som selv var datter af Afrodite. [1] I den romerske mytologi hed han Bacchus. Dionysos var den eneste gud, der ikke gjorde sig skyldig i utroskab. Han blev gift med Ariadne, som Theseus havde efterladt på øen Naxos, for i stedet at tage hendes søster, Fædra eller Phaidra, med til Athen. De eneste andre som ikke var utro, var de få guder - Ares f.eks. - som ikke var gift, og derfor ikke havde nogen at bedrage.
Dionysos var guden, der lærte menneskene at lave vin. Han er gud for vin, vindyrkning og ekstase. Hans navn kendes tilbage til Linear B, i formen Di-wo-nu-so. [2]
Dionysos satte Ariadnes brudekrone, Corona Borealis, på stjernehimmelen

Apollon er lysets og sangens gud i græsk mytologi og hedder Apollo i romersk . Da digtningen er styret af strenge krav til rytme og metrum, er han også mådeholdets og den lysende forstands gud. Han sættes derfor gerne over Dionysos, der var vildskabens og lidenskabernes gud. Apollon er søn af Zeus og Leto og tvilling med Artemis/Diana. Han er musisk og festlig, men også krigerisk og hævngerrig.
Apollon blev en af grækernes mægtigste guder. Han er søn af Zeus og Leto. Forfulgt af den skinsyge Hera måtte den frugtsommelige Leto flakke viden om for at finde et sted, der turde modtage hende og det ventede barn. Hun fandt et fristed på den omdrivende ø Delos, og her bragte hun Apollon og hans tvillingesøster Artemis til verden.
Apollon kan sende sine dødbringende pile overalt og er også en aggressiv gud. Han vogter over menneskene, så længe de er rene og moralsk ansvarlige.
Hans attributter er buen og lyren; æbletræet er indviet til ham.
Med kvinderne har Apollon ikke det store held, de vil ikke vide af ham. Det går bedre på det krigeriske område: han erobrer Delfi fra Gaia. På Delfi, hvor han og hans søster er født, har Apollon sit orakel, der råder i moralske sager. Han overtog Delfi efter at have gjort det af med den gamle hersker over stedet, Python, og kom i den forbindelse med i klubben af dragedræbende guder. I Illiaden er han på trojanernes side mod grækerne.
Apollon kom til Foikos, hvor han i en snæver dal ved foden af det tvetoppede bjerg Parnassos nedlagde en frygtelig slange ved navn Pyton eller Delfyne med sine pile. Sikkert er det grunden til, at han er hovedguden i helligdommen ved verdens navle Delfi.
Apollons hyppigst anvendte navn Foibos dækker over modsætningerne i hans væsen; det kan betyde »Den blændende, skræmmende« og »Den strålende rene, rensende«. På den ene side er han den sølvbuevæbnede fjerntrammer, hvis pile spreder pest og pludselig død. På den anden side er han den rensende og helbredende guddom, selv et skønhedens lysende ideal, rank og ædel med gyldne lokker. Som ondtafværgeren, der bringer sundhed og trivsel, overstråler han endog Helios som solgud.
Størst anseelse opnåede Apollon som orakelgud i Delphi, hvor hans officielle navn er Loksias. Her forkyndte han fader Zeus’ vilje gennem sin præstinde Pythia, når stater eller enkeltpersoner bad om råd. Oraklet i Delphi var i lange tider Grækenlands højeste religiøse autoritet, som søgte at stifte fred mellem guder og mennesker.
Han var den første græske gud, som romerne overtog under navnet Apollo.

Hera er gift med Zeus i græsk mytologi. Hera betyder "frue". Hun dyrkedes først af beboerne af Argos. Hun er datter af Kronos og Rhea. Hun var en meget jaloux og forfulgte ubarmhjertigt Zeus' elskerinder og de børn, som han havde med dem. Hera og Zeus fik sammen Ares, Eileithyia, Hefaistos og Hebe. Hera blev især dyrket på Samos og Kreta. Hendes hellige fugl var en gøg. Hera svarer til den romerske Juno.

Zeus er gudernes konge i den græske mytologi, og gud over himmel og torden. På latin hedder han Jupiter.
Zeus er den eneste gud, hvis navn med sikkerhed går tilbage til indoeuropæisk, hvor man kan rekonstruere formen *Dieus ph2ter, jf. sanskrit Dyaus og latin Jup(p)iter. Beslægtet er også det nordiske gudenavn Týr (*Tīwa-), selv om det er Þórr (Tor), der minder mest om den græsk-romerske Zeus/Jupiter.
Xenios er et tilnavn til Zeus som betyder den gæstevenlige.
Dyrkelse
Zeus var den øverste af de græske guder. Han var fader til mange helte og heltinder og spiller en vigtig rolle i mange af historierne om dem.
Zeus var en tordengud, men han var først og fremmest en guddommeliggørelse af kongemagten og af gængse begreber om verdens orden (kosmos), der gav sig i udtryk i centrale værdier som retfærdighed og gæstfrihed.
Ved Dodone i landskabet Epirus var der et Zeus-orakel. Grækerne opfattede dette orakel som urgammelt og førgræsk ("pelasgisk").
[redigér] Myten
Den gamle gudekonge Kronos fik en mængde børn med sin hustru og søster Rhea, f.eks. Hestia, Demeter, Hera, Hades, Poseidon. Men han slugte disse børn, da han havde hørt, at en af dem ville styrte ham og overtage hans trone, ligesom han selv i sin tid havde gjort med Uranos.
Da Zeus skulle til at fødes, spurgte Rhea Uranos og Gaia til råds, og lavede en plan om at redde Zeus. Rhea fødte Zeus på Kreta og gav Kronos en sten svøbt i barselsklæder, og han slugte den øjeblikkeligt.
Rhea gemte så Zeus i en hule på Kreta.
Han blev opfostret af sin mor- og farmoder Gaia, og han fik mælk af en ged kaldet Amalthea. En soldat ved navn Korybantes klappede, dansede og råbte i vilden sky for at overdøve Zeus' græden.
Senere blev han opfostret af en nymfe kaldet Adamanthea. Fordi Kronos var herre over Jorden, luften og havet, gemte Rhea Zeus i et reb fra et træ, så Kronos ikke kunne se ham, fordi han på den måde befandt sig imellem disse!!
Senere igen blev Zeus opfostret af en anden nymfe, ved navn Kynosura. I taknemmellighed satte Zeus hende på himlen som en stjerne.
Senere igen bliver han opfostret af Melissa, som gav ham gedemælk.
Da Zeus var blevet stor, gav han Kronos et brækmiddel, således at han brækkede hans mange søskende op igen. Stenen, som Kronos havde fået i stedet for Zeus, kom også op og blev sat i Delfi, for at blive et tegn for de 'almindelige dødelige' (mennesker).
I en anden version hedder det, at Zeus skar Kronos' mave op og befriede sine søskende!
Han befriede også Kronos' brødre, giganterne, hekatoncheirerne og kykloperne.
Zeus dræbte vagten over det underjordiske fængsel Tartaros, Kampe. I taknemmelighed gav kykloperne Zeus magt over tordenen, som var blevet gemt af Gaia.
Sammen overtog Zeus, hans søskende, giganterne, hekatoncheirerne og kykloperne magten over Kronos og titanerne.
Efter kampen delte Zeus verden sammen med sine brødre:
Zeus fik himlen.
Poseidon fik havet.
Hades fik underverdenen.
Da Zeus havde overtaget tronen som gudernes konge, kæmpede han imod Tyfon og Echidna (monstrernes moder), men lod deres børn beholde livet, så de menneskelige helte kunne slås imod dem.

Uranos

Uranos eller (latiniseret) Uranus var i den græske mytologi gud for himlen. Han var Gaias første søn og samtidig hendes mand. Sammen fik de 12 gudebørn, titanerne, foruden kykloperne og de hundredarmede. De to sidste søskendeflokke spærrede Uranos inde i Tartaros. Titanerne skræmte ham, og derfor blev de skjult dybt inde i Gaias indre. Titanerne var oprørske. De ville ikke leve under deres faders styre og var ikke tilfredse med at være lukket inde i jorden, langt fra lyset. Anført af den yngste søn Kronos gjorde titanerne oprør mod Uranos. De allierede sig med kykloperne, der var dygtige smede og fik dem til at smede en segl. Titanerne lagde sig i baghold og overmandede faderen. Kronos kastrerede faderen med kyklopernes segl og smed det afhuggede lem i havet. Af blodet, der dryppede på jorden opstod erinyerne (skæbnegudinderne), og af skummet, der kom, da lemmet ramte havet, opstod den "skumfødte" Afrodite, gudinde for den fysiske kærlighed. De detroniserede Uranos, der trak sig tilbage til sin himmelhvælving. Han spåede inden da, at det, som var overgået ham, også ville overgå Kronos, når han kom til magten.

Gaia

Gaia er, ifølge græsk mytologi, Jorden. Hun beskrives oftest som "Jordens Gudinde", men i historierne om Titanerne, fremstår hun også som selve Jorden. Begge titler er altså gyldige. Hendes opstand er ikke velkendt, men ifølge Hesiod, kom hun til fra kaos, sammen med natten, nyx, mørket, erebos og tartaros. Hun fødte, "ubefrugtet", Uranus (Himlen), og derfra starter historierne om Titanerne. Hun er såvel moder til alt liv.

Drengenes klædedragt

En 'gude-drengs klædedragt kan laves ret enkelt med en tunika og en toga.
En tunika laves næsten som et pudebetræk, med åbninger til hoved og arme.

Alternative ærmer vises også. Man kan overveje et bælte til at samle det løse stof.

En togas størrelse afhænger af din højde. At drapere en toga er lidt af en kunst...

Artemis

Artemis (græsk: Ἄρτεμις) er i græsk mytologi jagtens, skovens og dyrenes gudinde. Hun er datter af Zeus og Leto og tager sig også af fødsler, jomfruelighed og frugtbarhed. Hun er tvillingesøster til Apollon. Hun er på en gang god og tilgivende og ubarmhjertig og streng. Jægere må dræbe skovens dyr, men som offer til hende; ellers vil hun straffe den, som har myrdet dyret.
Hun var efter en anden tradition agerbrugets og månens gudinde.
Religionshistorisk er der enkelte fælles træk hos Artemis og Freja og Frigg fra den nordiske mytologi. Hendes attributter er buen og hjorte.
Hendes festdag var d. 13. august.